Presse Info

Team RR til 1. afdeling af Dansk Mesterskab 125 cc std. junior

articlepciture
v. Poul Tirsgaard 06-07-2003
Pokal til Team RR kører – 14 årige, Kenny Tirsgaard fra Give blev nr. 2 i 125 cc standard DM-løbet

Stævnet
Team RR deltog den 5. og 6. juli 2003 ved 1. afdeling af det Danske Mesterskab i 125 cc standard.
Stævnet foregik på den nye danske bane, Padborg Park ved Padborg Flyveplads i Sønderjylland. Stævnet blev afholdt af motorklubben, Road Racing Fyn, på den 2 km lange bane. Stævnet var tilrettelagt med 2 træninger med tidtagning og et løb over 18 omgange pr. klasse.

Træning og tidtagning
Til 1. træningpas havde både Søren og Thomas problemer med motorcyklerne. Søren udgik med et ”brændt” tændrør på 1. runde og Thomas havde problemer med ”udsættere” i motoren, så han måtte udgå efter få omgange. Thomas satte 7 hurtigste tid. Kenny’s træning gik perfekt, så han kørte alle 25 minutter og satte 4. hurtigste tid i klassen. Til 2. tidtagning fik vi Sørens motorcykel køreklar og han satte i 6. hurtigste tid. Kenny forbedrede sin omgangstid fra 1. træning med godt 4 sek., hvilket gav ham 2. hurtigste tid. Thomas havde, trods ihærdig søgen efter fejl i motoren, fortsat problemer med udsættere og måtte igen udgå efter få omgange. Han forbedrede dog sin omgangstid fra 1. tidtagning med ca. 4 sekunder.

Løbet
Til løbet var Kenny virkelig sat op. Han lavede en god start og kom af sted i top 3 gruppen, der kæmpede det meste af løbet. Kenny kom op på anden pladsen og i slutningen af løbet overhalede han den førende kører, som dog ”slog igen” og vandt. Kenny blev nr. 2 efter et rigtigt flot løb. Han forbedrede sin omgangstid med yderligere godt 2 sekunder. Søren lavede en god start og rykkede hurtig op i feltet, men i et sving satsede han dog så meget, at han styrtede. Men Søren er en rigtig fighter, han fik hurtigt motorcyklen rejst og kom i gang igen og sluttede på 7. pladsen Det var lykkedes at få rettet fejlen i Thomas’s motorcykel, men de få omgange træning han havde haft gjorde, at Thomas havde svært finde rytmen og følge med de andre. Thomas sluttede på 8. pladsen.

>Status
Generelt er Team RR godt tilfreds med weekendens resultater. Vi fik en flot 2. plads, ingen kørere kom til skade og vi fandt den periodiske fejl i tændingsanlægget på Thomas’s motorcykel.

Næste opgave
Team RR´s næste opgave bliver 3. afd. af Svensk Mesterskab på Karlskoga Motorstadion, v. Karlskoga i Sverige den 25. og 26. juli 2003.


Created by ProperCode.dk - Copyright © Team-RR.dk 2020